Allatta 2040

30. januar 2015

NAPA – Nordens Institut i Grønland, Milik Publishing, Nunatta Atuagaateqarfia og Sorlak har for anden gang udskrevet novellekonkurrencen Allatta! (Lad os Skrive!) – denne gang med et fremtidstema: år 2040.

Det er der kommet 32 nye noveller ud af fra landets 15-25-årige, og de unges fremtid rummer både dystre og mere lovende udsigter omkring temaer som minedrift, magtforhold, kærlighed, rig/fattig, sygdom, krig og familien.

Læs også om de unges inspirationsrejse til skrive workshop i Reykjavik: Norden 2040

De 10 vindere af Allatta 2040 er (nævnt i tilfældig rækkefølge):

Karoline Lennert Sørensen

Bibi Lund

Kenny Fisker

Ilannguaq Karlsen

Maasi Chemnitz

Ludvikka Tellesen

Nukappi Boassen Wille

Debora Hansen Kleist

Marco Lund Olsen

Sandra Mathiasen

ALLATTA_logo2040

Bootcamp

De 10 vindere har i slutningen af januar været på skrive-bootcamp i Nuuk med Jessie Kleemann, Mette Moestrup og tidligere vinder og romanaktuelle Niviaq Korneliussen, hvor de har finpudset deres noveller til udgivelse i Antologien: Allatta -2040. Derudover har de modtaget 2500 kroner i præmie og en plads på ’Norden 2040’, som er en stor litterær ungdoms-skrive-workshop i Reykjavik senere i år.

– Vi konstaterer med glæde en stor kreativitet og idérigdom i novellerne. De unge har mange grumme og dystre fremtidsvisioner, omkring konsekvenserne af minedrift, faren for diktatoriske magtforhold, verdenskrige og kapitalistisk overherredømme, siger juryen efter voteringen, og tilføjer: – Det er interessant, hvordan flere af novellerne forventer en fremtid med en mere veluddannet befolkning, der lever et luksusliv på bekostning af fangerfamiliens forfald – fangst og fiskeri er reduceret til en fritidsbeskæftigelse. Der er desuden en skelnen mellem en forbrugerstyret verden kontra de kulturelle værdier såsom familiesammenhold, indbyrdes hjælpsomhed og omsorg såvel som respekten for forfædrene og det åndelige liv i øvrigt, som de fremhæver som nødvendigt, hvis befolkningen skal udvikle sig som stærke mennesker.

Allatta – 2040 er økonomisk støttet af NunaFonden, Selvstyrets Kulturmidler, NAPA – Nordens Institut i Grønland, Sermeq Fonden og Qeqqata Kommunia. Juryen bestod denne gang af forfatter Jessie Kleemann, lektor Birgit Kleist Pedersen, forfatter Hans Anthon Lynge samt tidligere vinder og bestyrelsesmedlem i forfatterforeningen Sørine Steenholdt. Antologien, der forventes udgivet i juni 2015, vil også indeholde 10 ungdoms-illustrationer inden for temaet 2040, så den bliver et samlet ungdomslitteratur og -kunstudtryk. Desuden bliver antologien udgivet som E-bog og lydbog i samarbejde med KNR og 1-2 af novellerne dramatiseres i samarbejde med Grønlands Nationalteater.

– Att ge unga människor en röst och förhoppningsvis en möjlighet att använda konst och kultur som ett redskap för demokrati i en politiskt avgörande tid är en av NAPA´s huvuduppgifter. Det är med stolthet och glädje som välkomnar dessa unga röster och lyssnar till deras erfarenheter och visioner, siger Direktør i NAPA Mats Bjerde om Allatta – 2040.

Hør de unge og Niviaq Korneliussen i debat på KNR radio efter bootcampen.